all reviews
Schier unglaubliche Virtuosität
Augsburger Allegemeine
21 March 2005
Michala Petri und Lars Hannibal spielten bei den Sommerkonzerten im Kongregationssaal

Einen Höhepunkt des diesjährigen Konzerterlebens in Neuburg an der Donau setzte Michala Petri mit ihrem Partner Lars Hannibal, Musik won Barock bis in die Gegenwart interpretierten die beiden auf Blockflöte und Gitarre mit hohem Einfühlungsvermögen und schier unglaublich scheinender Virtuosität. Das kammermusikalische Glanzlicht der Sommerkonzerte zwischen Donau und Altmühl begeisterte das Publikum im komplett ausverkauften Kongregationssaal über die Massen.

Schon mit den ersten Tönen zieht Herzensruhe ein. Michala Petri spielt die Altflöte mit derart beseeltem Ansatz, dass alle Hektik alltäflicher Sorge unmittelbar heiterer Gelassenheit weicht. Mit staunenswerter Virtiosität und sanftestem Gefühl intoniert sie Johann Sebastian Bachs Sonate für Altblockflöte und Basso Continuo nach BWV 1033.

Lars Hannibal brilliert an der Laute wie nach der Pause an der Gitarre mit empathischer Zuordnung und idealer Kongruenz der Begleitung. Michala Petri ist hörbar keine Jüngerin der streng genommenen historischen Aufführung. Ihre Flöte strömt nur so von samtener Emotionalität, die in weiträumig gebundener Phraisierung eine hohes Mass an Wärme und sinnlicher Klangschönheit vermittelt. Blockflöte und Gitarre:die beiden wohl am meisten verbreiteten Instrumente, erstere ausserhalb des Kontextes historischer Aufführungspraxis meist nur gewürdigt alt "pädagogisch wertvolles, leicht erlernbares Schulinstrument" für Kinder und Jungendliche, wie die Instrumentenkunde zu vermelden weiss.

Weit gefehlt: Michala Petris Vortrag von Corellis "La Follia" in der von Corelli selbst publizierten Flötenfassung straft solche Naivität Lügen. Die 24 Variationen schöpfen kompositorische, technische und emotionale Möglichkeiten bis zur Neige aus. Michala Petri und Lars Hannibal widmen sich ihnen mit hingebungsvollem Blick auf die Schönheit einer Perle, die von allen Seiten betrachtet schimmert in unerschöpflichem Glanz.

Zuvor schon hatte die Flötistin Bachs Cello Suite Nr. 1 in einer transkribtierten Flötenfassung in einen neuen solistischen instrumentalen Kontext gestellt, der wohl bekannten Satzfolge ganz neue klangliche Aspekte abgewonnen. Dabei mögen die Gelehrten streiten, ob Bach so wiel emotionale Hingabe verträgt. Zum Hören im Hier und Jetzt kann diese Frage wohlgemut bejaht werden.

TartinisTeufeltriller-Sonate lässt wiederum die Virtuosität von Petri in den Vordergrund treten. Der Kontrast von Traum und Teufelsritt im 3. Satz wird unterstrichen durch den Wechsel von Alt- und Sopranflöte und wirbelt nur so in rasanter Fingerfertigkeit. Das sind freilich Kabinettstückchen, mit denen frau glänzen kann. Bei Petri jedoch kommt nie der Eindruck auf, die Virtuosität sei zur Schau gestellte Artistik. Es geht ihr spürbar darum, dem eher sparsamen Timbre der Flöte und ihrer scheinbaren Simplizität möglichst viel Ausdrucksmöglichkeiten abzugewinnen.

Das gelingt in einen erstaunlichen Klangspektrum um so differenzierter, je selbstverständlicher auch die anspruchsvollsten Passagen bewältiigt werden. Nicht einmal Glissandi oder schwierigste schromatische Läufe scheinen Mühe zu bereiten. Die zweite Konzerthälfte wechselt zwischen facettenreich funkelnden Glanzstücken wie Mauro Giulianis Gran Duette Concertante aus der fast blockflötenlosen Zeit um den Beginn des 10. Jahrhunderts, temperamentvollen Impressionen in den Zigeunerweisen von Pablo De Sarasate oder den Tangos von Astor Piazzolla und schwelgerischer Melodiosität in Jules Massenets Meditation aus der Oper Thäis und der eingängigen Fantasie Norwègienne von Edouard Lalo. Fast zu schön um wahr zu sein.
Augsburger Allegemeine

Den fuldendte musiker
Anders Beyer
07 July 2000
Michala Petri modtog Leonie Sonnings Musikpris ved en koncert i Tivoli. Hun kvitterede med musik og musikudfoldelse, som gør prisen indlysende.

I det andet ekstranummer - 2.sats af Vivaldis blokfløjtekoncert i C-dur - skabte hun en udtryksfuldhed i det musikalske foredrag, man ikke troede var muligt med en blokfløjte. Michala Petri fik Leonie Sonnings Musikpris lørdag aften i Tivolis Koncertsal. Kunstneren takkede og spillede helt ny og tidlig musik. Det er hverken muligt eller ønskeligt at problematisere valget af Petri til den prestigefyldte pris:-Hun er en musikerpersonlighed, som der ikke fødes mange af i et århundrede. "Godt nok" findes ikke i hendes verden. Derimod er "konstant at være på vej" mere rammende for kunstnerens ambition. Michala Petri er Danmarks store internationale solist med stjernestatus i hele den klassiske verden, og hun har samtidig bevaret sine fulde fem og sin snusfornuft. Det er godt gået. Hendes hele fremtoning og lyttende væsen burde give stof til eftertanke hos jeg-fikserede, selvovervurderede kulturkontorister med storhedsvanvid, der maser sig gennem verden. Michala Petri går forrest med det gode eksempel.

Ukendskab uden huller Ved Tivoli-koncerten havde Petri ønsket at skabe plads til helt ny musik af Per Nørgård, som i 1996 modtog Sonnings Musikpris. Nørgård er ikke en ukendt begavelse i dette land, det er derimod komponisterne Piers Hellawell og Steven Stucky. Sidstnævnte amerikanske komponist skal høre til de mere kendte i sit hjemland, og han havde da også komponeret et velklingende partitur til Petri med orkesterledsagelse - i dette tilfælde med Sjællands Symfoniorkester under Giordano Bellincampi. Mit ukendskab til Piers Hellawell er uden huller, hvilket enten kunne tyde på en brist i orienteringsevnen, eller en udtalt nonchalance i Havens musikalske informationsafdeling. Tivolis program oplyser intet om manden, der havde givet et Pyt-i-pande-værk med titlen Drum of the Nåjd til Petri og slagstøjsspilleren Evelyn Glennie. Som man sad og overhørte den sammenkogte ret, tænkte man, at der kun manglede et stænk panfløjte for at gøre retten helt uspiselig - og vupti sluttede værket med at komponisten lader blokfløjten lyde så pan-fløjteagtigt som muligt. Per Nørgårds af omfang korte stykke Tusmørkedialog på fem minutter, havde en rigdom af stemninger og syntes at have en tanke om evolution bygget ind i strukturen. Nørgård hælder ikke et virvar af musikalske farver og ekstravagante spillemåder ud over partituret som Hellawell, men udvikler tværtimod et helt særegent univers, baseret på et minimum af virkemidler. Det er meget suggererende og det virker mere originalt (feminint sofistikeret?) end at tonse ud med overlæsset bygningsværk.

Sammenspillets kunst Efter pausen havde Michala Petri selskab af Berliner Barock Solisten. Om disse musikere kan der ikke siges noget ufordelagtigt. Deres tilstedeværelse gjorde aftenen til noget absolut mindeværdigt. Ensemblet ledes af manden med det bedårende navn Kussmaul. Fornavnet er Rainer. Han spiller på en Stradivaruis bygget i Cremona i 1724. Det har han også fortjent. Kussmaul spillede en sonate for violin, strygere og basso continuo, der satte lytteren i en anden verden. Da kollegen, bratschisten Wolfram Christ gentog kunststykket med at henføre til andre verdener, med Telemanns Koncert i G-dur, så savner man ord til at gengive oplevelsen. I selskab med Petri blev det ikke dårligere. Alt var på plads, den tekniske beherskelse er uovertruffen, viljen til at gøre noget sammen er et must . Med dette samspil in mente, ville Petri, ved de mange indkaldelser til stående ovartioner, have de andre musikere med. Hun ville ikke stå alene med æren. Denne aften havde hun svært ved at trække kollegerne ind. De vidste, at det var blokfløjtemesterens aften. Hvis Michala Petri tidligere har lignet resultatet af en mors ambitiøse projekt, så står den modne kunstner med sans for det hele liv frem som først og fremmest sig selv, frigjort fra det moderlige ophav, styret af egne behov og ambitioner. Måske var det det, der lå i kunstnerens egen formulering om, at Sonnings Musikpris passende kunne markere en "ny begyndelse" i livet og karrieren.

Information, 19. Juni 2000, Anders Beyer
Anders Beyer

Petri´s Breathtaking Recital
Washington Post
09 February 1999
A recorder is an end-blown flute with which it is pretty easy to play "Yankee Doodle" badly and almost impossible to play music of even moderate difficulty well. Midway into Michala Petri's recorder recital Sunday at the National Institutes of Health - a recital of pure, utmost perfection - it became clear that her mastery of this marvelous instrument is absolute, and that her musicianship is on the same literally breathtaking level. She was beautifully partnered by Lars Hannibal on archlute and guitar. Petri's Bach (Sonata in F Major) had the finish and character of fine wood. In recorder transcription, she tossed off two baroque violin sonatas by Corelli ("La Follia") and Tartini (the fearsome "Devil's Trill") with fiery virtuosity and insouciant ease of execution. Then came transcriptions of Grieg piano miniatures, which as Petri played them were by turn achingly evocative ("Cattle Call"), chirps and whistles from a mystical glade ("Elve´s Dance") and droll, rustic warbles ("Stumping Dance") Petri´s own variations on a Danish folk tune featured what she called "untraditional techniques" and included humming the melody while ornamenting it with crystalclear recorder passages (impossible), and bending notes in all directions while maintaining a delightful musical pulse. Her encore - something about a wet jay and a cuckoo - was hilarious.

Washington Post
Washington Post

Michala Petri, recorder
Lars Hannibal, guitar & archlute
Air
FINE American Record Guide on Petri-Hannibal Duo
American Record Guide
29 January 1998
Michala Petri is one of the finest instrumentalists making recordings today. This is her second recording with Lars Hannibal, who proves to be as flexible and multi-faceted a musician as she. They present the music (all in transcriptions by Petri and Hannibal except for the Faurè, which is by Laurindo Almeida) in an interesting manner: the three Gymnopedies by Satie are separated and spread around, offering a bit of lyrical repose and relief from Petri's dazzling virtuosity. Every record that Petri makes seems to be better than the last, and the piece that I am currently hearing on one of her recordings always seems to be my favourite. I play this recording over and over again, and am still awed by her musicianship and virtuosity. The transcriptions are excellent. Petri makes Tartini's Devil's Trill Sonata sound like it was written for the recorder, translating breathtaking violin virtuosity into breathtaking recorder virtuosity. Just to add variety to the riches, Petri uses different recorders for each of the Grieg pieces, and Hannibal uses an archlute for his excellent continuo in the Bach and the Tartini. When life is difficult it is nice to know that I can always listen to Michala Petri and feel renewed strength and optimism.

FINE American Record Guide
American Record Guide
  OUR Recordings
Esromgade 15, opg. 1, 3rd floor, room 15
2200 Copenhagen N
Denmark
Tel: +45 4015 05 77
E-mail: hannibal@michalapetri.com
QUICK LINKS
NEWS
CONCERT SCHEDULE
BIOGRAPHY
DISCOGRAPHY
PROJECTS
COLLABORATORS
REVIEWS
GALLERIES
  AWARDS & NOMINATIONS
COMMISSIONS & PREMIERES
GUESTBOOK
CONTACT

OUR RECORDINGS WEBSITE
LARS HANNIBAL'S WEBSITE

 

 
 

Home | Contact | Copyright OUR Recordings 2002 - 2019. All rights reserved. | OUR Recordings' Official Website | Lars Hannibal's Official Website